Afhængig af spil?

Center for Ludomani har sat gang i et nyt tiltag, der skal oplyse pårørende til folk, der (efter deres mening) bruger for meget tid på spil.

Umiddelbart et rigtig fint tiltag, da jeg forestiller mig, at mange er berørt af det, og det kan være svært at nå ind til hinanden, hvis den pårørende føler, at de rammer en mur og den, der spiller føler det som et angreb, hver gang vedkommende bliver spurgt.

Tegn på problem

Et tegn på, at man er ude på skråplan kunne være, når man føler, det er nødvendigt at lyve om sit spilforbrug. Tror vi er mange, der har prøvet at stikke en lille løgn om, at man enten skal arbejde, lave en opgave eller andet, der kan gøre, at man kan få sit spilfix i ro og fred. Gør man det igen og igen, er det efter min mening en god idé lige at stoppe op og finde ud af, om det faktisk er et reelt problem.

Nu er jeg nok ikke verdens bedste eksempel, men jeg ved fra mig selv, at jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg stort set brugte alle mine vågne timer på eksempelvis  eventyr i Zelda eller Baldurs Gate, men også spil hvor det handler om konkurrence som FIFA og Medal of Honor. Det har dog været korte perioder af mit liv, og jeg kender faktisk ikke en eneste, der har levet hele eller større dele af sit liv sådan?

Hvilket spil?


Når man har en person tæt på, man mener bruger for meget tid på spil, synes jeg, at det er vigtigt, at være opmærksom på hvilken type af spil, der spilles.
 Er det et konkurrence spil, hvor det konstant handler om at blive bedre? Er det ren tidsfordriv, der udelukkende spilles af kedsomhed? Eller er det socialt forbrug, hvor du har aftalte mødetider med dine venner fra det pågældende spil?

Vis forståelse

Efter min erfaring er det ofte unge, der i en længere periode isolerer sig, forsvinder helt væk i et spil og derfor forsømmer familie, venner, pligter, m.m men uanset alder tror jeg, at mange gange når det bliver gjort til et problem, er det mere et udtryk for bekymrede omgivelser, der ikke har indsigt i hvad der spilles, end det er et reelt problem for den, der spiller og man skal nok se det som perioder i ens liv, hvor man vælger at fordybe sig i et spil fremfor alt muligt andet.

Det er en balancegang hvor pårørende skal være mere tålmodige, få en bedre indsigt i hvilket spil, der spilles, og hvorfor det betyder så meget – og omvendt vedkommende, der spiller skal være bedre til at fortælle, hvorfor det betyder så meget, som det kan gøre.

Konsekvenser

At bruge meget tid på spil har som regel ikke samme konsekvens som f.eks. gambling om penge, ikke desto mindre er det en tidsrøver og kan i værste tilfælde ødelægge job, skolegang, familieforhold m.m.

Til dem, der føler sig ramt og har en mistanke om at de spiller for meget, så husk lige, at man bliver bedre til, hvad end man laver, hvis man får god søvn, mad osv. Så hvis du vil være bedst er det ikke nødvendigvis = at bruge mest muligt tid.

Til de bekymrede pårørende er det vigtigt at huske på, at spil også kan være med til at udvikle forskellige færdigheder som sprogkundskaber, reaktionsevne, større netværk, overblik, multitasking (jeg kunne blive ved med at fortælle om fordelene) men jeg er selvfølgelig heller ikke blind over for skyggesiden, den er der dog efter min mening alle steder hvor noget uanset om det er spil, sport, religion, osv., bliver dyrket på nærmest fanatisk plan.

Resultat

Jeg ved, at der i mange andre lande også er forsøgt med behandlings forløb til dem, der spiller – blandt andet i vores naboland Sverige, det kunne være spændende at høre hvilke resultater, det har givet, lige som det kunne være spændende at høre dem, der deltager i Center for Ludumanis kommende gaming-kurser hvad de har fået ud af det og om de rent faktisk har forsøgt at indgå en dialog med deres “spil-afhængige”, inden de besøgte kurset.

Efter min mening er spil et alternativ til en bog, film, tv eller anden form for underholdning. Den tid man tager sig for at få et break. Efter min mening er det mere udfordrende end de nævnte genrer, men det er en helt anden snak! 😉