En grænseoverskridende køretur

Vi bor i verdens lykkeligste land, men er et super lukket folk – det er da underligt?

Jeg føler nærmest, at jeg skal undskylde for, at henvende mig til fremmede mennesker, uden at der er en naturlig årsag til det, og jeg gør det stort set aldrig.

Det nemmeste ville være intet at gøre ved det eller bare at skrive det som en opdatering, men tænkte, at jeg måtte kaste mig ud i det. Så her lige en “repost” af en video, jeg havde lagt på min FB profil, der fik en masse opmærksomhed, selv om det virkelig ikke er noget særligt – bare en spontan idé om at overskride nogle grænser.

FB_20140422_09_19_22_Saved_Picture

 

 

 

 

Med risiko for at lyde super selvfed …
Har jeg startet dagen med at overskride grænser.

Gennem længere tid har jeg og Tin Soheili mødtes på kontoret, i forbindelse med frokost, og talt om hvor latterligt det er, at vi ikke er mere åbne, og vi f.eks. ikke gir en hånd, når folk skal have båret en bærepose, hjælpe en fremmed over gaden, tilbyde folk et lift på en rute, vi alligevel skal m.m.Vi er så hæmmet af, hvad andre mon måtte tænke om os.

I dag kastede jeg mig over udfordringen fra Tin og lærte et par nye mennesker at kende, det viste sig så, at jeg rent faktisk vidste hvem en af dem var i forvejen.

Anyhow var intet af det her planlagt og ja, jeg lægger det online, så jeg har mulighed for at få jeres credit, men det er en egoistisk beslutning, som f.eks. at springe bungyjump og gjort for at overskride nogle grænser, komme på tynd is og efterfølgende få et kick af at kunne sige “jeg gjorde det”. Spørgsmålet er så, hvorfor kan vi ikke gøre noget så banalt som at give folk et lift, uden at føle os som, eller blive betragtet som en særling?

(PS mobilkamera var naturligvis i påhæng)”