Electronic Arts (EA) – et af verdens største spilfirmaer og skaberne bag ikoniske titler som EA FC (FIFA), Battlefield, The Sims og Apex Legends, bliver nu opkøbt i en af de største handler i underholdningshistorien. Prisen: 55 milliarder dollars.
Køberne er Saudi-Arabiens Public Investment Fund (PIF) i samarbejde med Silver Lake og Affinity Partners.
De tre aktører har allerede investeret massivt i spil- og e-sportbranchen – blandt andet i Niantic (Pokémon Go), VSPO (et kinesisk e-sportsfirma), Scopely (Stumble Guys), samt ESL og FACEIT, to af verdens største e-sportsturneringsplatforme.
Det siges, at kronprins Mohammed bin Salman (MBS) – der leder PIF – har en personlig passion for gaming, især EA FC. For ham er satsningen ikke blot forretning, men et personligt hjertebarn og et ønske om at spille en central rolle i det globale spilunivers.
Med købet bliver EA et privat selskab, fjernet fra børsens krav om gennemsigtighed.
Selvom beløbet er astronomisk, handler det her ikke kun om penge det handler om magt, image og kontrol over fremtidens digitale kultur.
Electronic Arts er et af de mest værdifulde brands i spilindustrien, med titler der allerede har millioner af loyale fans verden over.
Når PIF og partnerne køber EA, køber de ikke kun et firma de køber adgang til et globalt community, enorme datamængder og nogle af de stærkeste IP’er i underholdningsbranchen.
EA’s katalog kan nemt udvides med film, merchandise, e-sportsturneringer og nye forretningsmodeller, og netop dét gør investeringen strategisk.
Købergruppen ser en fremtid, hvor film, musik og gaming smelter sammen – og EA’s bibliotek kan blive et kraftcenter i den udvikling.
Lyt også: Jeg talte også om opkøbet i P1’s “Divisionen”
For Saudi-Arabien er opkøbet en del af Vision 2030 – landets plan for at mindske afhængigheden af olie og i stedet investere i sport, teknologi og kultur.
Strategien er klar: at positionere landet som et globalt centrum for spiludvikling, e-sport og underholdning.
Men det handler sandsynligvis også om at købe sig til popularitet og blødgøre landets image.
Gaming er et “ufarligt” kulturprodukt, elsket af børn og unge over hele verden og hvis de i fremtiden søger mod Saudi-Arabien for at se e-sportsturneringer, deltage i spilkonferencer eller arbejde i spilindustrien, så har landet opnået præcis det, det ønsker: global indflydelse gennem gaming.
For spillere og forbrugere sker der næppe store ændringer i første omgang.
EA’s spil fortsætter som hidtil, og ledelsen forbliver stort set den samme.
Men på længere sigt kan vi se store skift i retning og forretningsstrategi.
Når et selskab bliver privat, forsvinder en del af gennemsigtigheden og fokus kan i højere grad flytte sig mod profitmaksimering. EA er allerede kendt for mikrotransaktioner og live-services, og med et opkøb på 55 milliarder dollars skal pengene tjenes hjem igen.
Det kan betyde endnu flere betalte opdateringer, eksklusive events, abonnementsmodeller og måske nye film- eller serieprojekter baseret på EA’s spiluniverser.
Det store spørgsmål er, hvad dette betyder kulturelt.
Er vi på vej mod en fremtid, hvor spil ikke kun er underholdning, men politiske redskaber og PR-maskiner?
Hvis gaming bliver en del af et større projekt for at købe sig til global popularitet og legitimitet, mister det måske noget af sin uskyld – og bliver en del af et langt større magtspil.
Opkøbet af EA markerer begyndelsen på en ny æra i underholdningsbranchen.
Her køber lande, fonde og globale investorer ikke bare teknologi – de køber fortællinger, fællesskaber og følelser.
Spørgsmålet er ikke længere, hvem der laver spillene, men hvem der bestemmer, hvordan vi spiller.
Og med den kontrol følger både magt – og adgang til enorme mængder data.
Har du brug for en moderator, foredragsholder, konsulent eller gaming ekspert? Kontakt mig her.