EA FC 26 – stadig et godt spil, men mikrotransaktioner ødelægger oplevelsen

Af: 
ThomasBense
16. oktober 2025

Jeg har nu spillet en del EA SPORTS FC 26, og der er ingen tvivl om, at det stadig er et fremragende fodboldspil. Gameplayet føles skarpt, stemningen er intens, og der er kommet flere gode nye tiltag. Men der er stadig et stort “men”.

For selvom spillet på banen føles bedre end nogensinde, bliver man konstant mindet om, at EA stadig prioriterer microtransactions og FC Points over alt andet. Og det minder stadig alt for meget om gambling.

Hvad er FC Points og Packs?

FC Points er spillets virtuelle valuta, som man kan købe for rigtige penge eller optjene ved at spille. Points bruges til at åbne såkaldte FC Packs, som indeholder tilfældige kort. Du ved aldrig på forhånd, hvad du får. Det kan være alt fra en almindelig spiller til en superstjerne som Mbappé eller Haaland. Chancen for at få noget sjældent er dog meget lille.

Hvorfor minder det om gambling?

Systemet spiller på de samme mekanismer som gambling. Håbet om gevinst, spændingen ved at åbne en pakke og de små dopamin-kicks, når man får noget godt. Selvom man ikke kan vinde penge, kan man vinde idoler, et stærkere hold og status blandt vennerne. For børn og unge er det en farlig kombination, der kan skabe et forbrugsmønster, som minder om hasardspil.

Læs også i BT: Populært spil en glidebane

Ultimate Team – hvor alt handler om pakker

Som altid er Ultimate Team det mest populære gamemode i EA FC 26. Her bygger man sit eget hold ved at åbne pakker med spillere og kort. I teorien kan du optjene packs gennem spillet, men i praksis ender mange med at købe dem for rigtige penge. For du ved aldrig, hvad du får, og chancen for at trække en superstjerne er minimal.

EA fortæller kun meget lidt om de reelle odds, og derfor bliver mange – især børn og unge – fanget i en cyklus af “bare én pakke mere”. Det hjælper heller ikke, at influencers og professionelle spillere konstant viser deres drømmehold og åbner pakker foran millioner af følgere.

Når gaming og gambling ligner hinanden

Der er en grund til, at forskere igen og igen sammenligner lootboxes med gambling. Begge handler om at bruge penge i håbet om en gevinst. For voksne spillere kan det være en irritation, men for børn og unge kan det være direkte skadeligt. Det kan skabe dårlige vaner omkring forbrug og et forskruet forhold til held og belønning.

Se også i EB: Er det gambling for børn

Tiden er inde til klare regler for microtransactions

Det er på høje tid, at vi får klare retningslinjer for, hvordan microtransactions må bruges i spil som EA FC. Flere lande er allerede i gang, og Danmark og EU burde følge trop.

Der findes ikke én løsning, men nogle oplagte tiltag kunne være:

  • Aldersverifikation: Gør det umuligt for børn under 18 år at købe FC Points uden forældres godkendelse.
  • Tydelige odds: Vær ærlig om chancerne for at få sjældne kort og vis tallene direkte i spillet.
  • Forbrugsgrænser: Indfør månedlige forbrugslofter og påmindelser, så man altid kan se sit forbrug.
  • Forældreindstillinger: Gør det nemt for forældre at slå køb fra eller sætte grænser direkte i spillets menu.

Optimalt burde EU stå sammen og få sat nogle fælles regler, så spilfirmaer ikke kan gemme sig bag forskellige nationale love.

Som altid: Meget mere om spil, tech, film og serier på Pixel.tv

EA FC 26 – et stærkt spil med en svag bagside

Jeg nyder stadig EA FC 26, især når jeg spiller “divisioner” eller når jeg har venner og kollegaer, der har lyst til et spil. Gameplayet er sjovt, flydende og teknisk stærkt. Men når et spil, der især appellerer til børn og unge, samtidig bygger på et system, der minder så meget om gambling, har vi et ansvar. Både som spillere, forældre og medier.

Jeg håber, EA snart tager det alvorligt, og at der kommer reel konkurrence fra andre udviklere, så vi får et sundt alternativ til EA FC-universet. For lige nu føles det stadig som om bolden bliver sparket i den forkerte retning.

Har du brug for en moderator, foredragsholder, konsulent eller gaming ekspert? Kontakt mig her.

Andre har også læst