Egentlig havde jeg tænkt mig at tie det ihjel. Knokle videre og løse problemerne hen ad vejen, som jeg plejer. Men når naboer, venner og bekendte begynder at spørge ind til en sag, ud fra historier i medier, der bringer overskrifter, der får folk til at tænke deres, så er jeg nødt til at tage bladet fra munden.
Der er mange ting, der fungerer godt i Danmark. Men der er også nogle gigantiske fejl i systemet, der er så store, at man tror, det er løgn, før man selv lander i dem.
Sagen er egentlig simpel, men konsekvenserne er uoverskuelige. Tilbage i oktober 2022 registrerede en person mig som bestyrelsesmedlem i en virksomhed. Det skete uden min accept, uden min viden og uden min underskrift.
Bare for at skære det ud i pap. Jeg har aldrig været en del af den virksomhed. Jeg har aldrig haft indsigt i driften, økonomien eller beslutningerne.
Nu er virksomheden gået konkurs med udeståender til både tidligere ansatte, Skat, etc.. Kurator har derfor indstillet, at de i alt 8 personer, der står registreret som “involverede”, skal idømmes konkurskarantæne. For mig betyder det helt konkret, at jeg risikerer ikke at kunne drive den ene virksomhed, jeg rent faktisk har bygget op og drevet i 18 år. Alt sammen på grund af en post i et selskab, jeg aldrig har sagt ja til at være en del af.
Det lyder som en dårlig vittighed, men det er virkeligheden i det danske erhvervssystem:
I sidste uge købte jeg klistermærker på nettet til 800 kroner, her skulle jeg igennem en to-faktor-godkendelse og swipe med mit MitID for at bekræfte, at det er mig, der bruger pengene og bestiller varen.
Men hvis en anden person vil registrere mig som ansvarlig i en bestyrelse eller ejerkreds, med alt det juridiske og økonomiske ansvar, der følger med, så kræver det ingen godkendelse fra mig undervejs i processen!?
Det er den omvendte verden. Systemet er indrettet sådan, at du aktivt skal protestere, hvis du opdager, at du er blevet registreret. Du skal ikke godkende for at komme ind; du skal kæmpe for at komme ud. I min optik er det et levn fra fortiden som Erhvervsstyrelsens systemer muliggør.
Min fejl? At jeg ikke reagerede hurtigt nok, da jeg opdagede, at jeg var blevet registreret. Personen, der registrerede mig, indrømmede over for mig (både mundtligt og på skrift, det er også sendt til retten), at vedkommende havde været “for hurtig på aftrækkeren”. Det var en fejl … Det ville blive rettet.
Det troede jeg naturligvis på, da jeg som udgangspunkt altid tror på det bedste i folk, og jeg på det tidspunkt jo ikke anede, hvad der foregik. Mine tanker var ærlig talt også et andet sted. Min far var lige gået bort to uger forinden, så der var en bisættelse, et bo og en masse andre ting, der fyldte. Dertil kommer, at jeg generelt ikke er god til hverken e-Boks, Aula eller diverse e-mail indbakker.
Jeg ventede på, at fejlen blev rettet, i stedet for selv at handle på det, og det skulle jeg set i bakspejlet naturligvis have gjort. Jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at jeg kunne og skulle have råbt “vagt i gevær” over for myndighederne med det samme, og jeg tvivlede ikke nok på, om han holdt ord og fik mig fjernet.
Min person og mit navn er blevet misbrugt – hvilket jeg risikere at blive straffet yderlig for.
Kunne min del af historien have været løst, inden den endte i retten, med et opkald fra anklagerens side til hovedpersonen eller de andre involverede for at høre, hvordan tingene hang sammen? Måske. Men det skete ikke, så nu skal jeg være en del af en retssag.
Du tænker måske: “Det er da også lige meget, det er fint at få det igennem retssystemet.” Ja, måske. Men som offentlig person følger der bare konsekvenser med, når medierne opsnapper historien.
Oveni det juridiske mareridt kommer mediemøllen. Fordi jeg er en offentlig person, er mit navn og ansigt et af de to, der bliver brugt i overskrifterne, før sagen overhovedet er startet. Seks af de andre bliver ikke nævnt ved navn, og ærligt talt: Det under jeg dem. Men jeg misunder dem også, at de kan forblive anonyme i en Google-søgning.
Jeg er så en af dem, der skal stå på mål for en skandale, jeg er blevet hvirvlet ind imod min vilje. Det føles som en ekstra straf oveni den straf, systemet allerede truer med. I kender det, der er mange, som dømmer alene ud fra en overskrift, i en af de store medier, og realiteten er desværre, at langt flere ser de store mediers overskrifter end mit lille blogindlæg her. Jeg kender ikke konsekvensen af det endnu, men jeg kan fortælle jer, at det ikke føles rart, og uanset hvad giver mig et hak i mit omdømme, og formentlig også et økonomisk tab.
Sagen kører i denne uge. Skulle jeg blive dømt, bliver det en principsag om, at jeg ikke protesterede hurtigt nok, at jeg blev misbrugt.
Men uanset udfaldet, så er mit budskab klart: Vi har brug for fornyelse af godkendelsesprocessen. Det kan ikke passe, at man i en digital tid kan indsætte andre mennesker i bestyrelser uden deres digitale underskrift. Det burde være et simpelt krav: Ingen registrering i CVR uden et swipe med MitID fra den person, det drejer sig om, eller på anden måde en digitalt godkendelse undervejs.
Indtil det sker, er vi alle principielt sårbare over for at blive gjort ansvarlige for andres rod. Og det er, for at sige det mildt, vanvittigt.
Har du brug for en moderator, foredragsholder, konsulent eller gaming ekspert? Kontakt mig her.
