2026: Når de store virksomheder ruller kanonerne frem

Af: 
ThomasBense
10. januar 2026

2025 var vild! Et år hvor indie-studier og de skæve perler stjal rampelyset og feje benene væk under os, der går en smule op i digitale spil, noget der for alvor kom til udtryk til Game Awards. Det har været forfriskende, men nu kan jeg mærke, at der blæser nye vinde.

2026 tegner til at blive året, hvor branchens absolutte sværvægtere vågner op, kører det tunge skyts frem og forsøger at indtage tronen på ny. Men hvem ved? Måske bliver vi overrasket igen? Jeg har i hvert fald kigget i krystalkuglen, og her er tre af de spil, jeg personligt har de allerstørste forventninger til.

007: First Light – Den danske agent indtager verden

Forventet udgivelse: 27. maj 2026 Platforme: PlayStation 5, Xbox Series X/S, PC

Lad os bare være ærlige: Det her er ikke bare et spil. Det er sandsynligvis det største underholdningsprodukt med danske rødder, vi nogensinde har sendt ud i verden ..og jeg glæder mig helt vildt til at se om det kan indtage spiluniverset.

James Bond og gaming har haft et... lad os kalde det "kompliceret" forhold, lige siden vi alle sad klistret til GoldenEye på Nintendo 64 i 90'erne. Men med 007: First Light tror jeg på, at vi endelig får det vendepunkt, vi har ventet på. Hvorfor? Fordi det er IO Interactive, der sidder ved roret. Holdet bag Hitman ved bedre end nogen andre, hvordan man skruer en snigmorder og en agent-oplevelse sammen.

Hvad kan vi forvente? Vi møder en ung James Bond, før han blev den uovervindelige ikoniske agent, vi alle kender. Det giver en fed kant til historien, fordi vi som spillere er med til at forme ham gennem de valg og den spillestil, vi vælger.

Selve gameplayet lyder spændende: En cocktail af stealth, gadgets, social manipulation og benhård action. Det handler ikke bare om at trykke på aftrækkeren, men om at tænke kreativt og strategisk. Det er Bond, når det er bedst: Stilfuldt, intelligent og humoristisk og ja, selvfølgelig med de fede biler og det forkromede overblik, som vi kender fra James Bond.

Min personlige take: Jeg er personligt utroligt glad for, at IO Interactive har valgt at holde fast i en udgave af Bond, der læner sig op ad de oprindelige historier. Det føles autentisk og rigtigt. 007: First Light har potentialet til at give James Bond den spilserie, han fortjener og jeg er lidt stolt over, at det er herhjemme fra Danmark, det hele starter.

Kongen vender (forhåbentlig) tilbage: Er vi klar til GTA VI?

Vi har ventet i over et årti. Det lyder næsten surrealistisk, når man siger det højt. Siden GTA V udkom, har verden ændret sig fundamentalt, men én ting er forblevet den samme: Den massive forventning til, hvad Rockstar Games har i støbeskeen.

Den 19. november 2026 sker det endelig. Grand Theft Auto VI lander på PlayStation 5 og Xbox Series X/S (og som altid må PC-spillere væbne sig med lidt ekstra tålmodighed).

Mere end bare kaos i Vice City

Denne gang bliver vi kastet ind i en moderne Bonnie & Clyde-fortælling. Vi skal styre duoen Jason og Lucia gennem den kriminelle underverden i Vice City, Rockstars neonoplyste og brutale fortolkning af Miami. Men det her er ikke det Vice City, vi kender fra 80’erne; det er en levende, åndende og moderne storby, hvor detaljegraden i alt fra NPC-adfærd til de dynamiske systemer i verdenen ser ud til at sprænge rammerne for, hvad vi troede var muligt.

Kan det leve op til hypen?

Der findes spil, der sælger godt, og så findes der spil, der "stopper internettet". GTA VI tilhører den sidste kategori. Men med ti års forventningspres kan man ikke lade være med at spørge: Er barren sat for højt?

Rockstar ser ud til at gå dybere denne gang. Rygterne peger på et mere modent narrativ med fokus på relationer, moral, sociale meider og konsekvenser. Det er stadig satire, samfundskritik og kriminalitet, men i en verden der er langt mere kompleks end for 10 år siden.

Et kulturelt jordskælv

Når GTA VI udkommer, er det ikke bare en spiludgivelse, det er et kulturelt øjeblik. Det er den begivenhed, der får andre store producenter til at flytte deres udgivelsesdatoer i ren respekt (eller frygt), og som uden tvivl vil lægge gaderne øde verden over.

Vi kigger ikke bare på tidernes største underholdningsprodukt; vi kigger på den nye standard, som alle andre vil blive målt op imod de næste ti år.

Jeg bliver pisse sur hvis de rykker det igen!?

30 år med mareridt: Resident Evil Requiem er på vej

Der er noget helt særligt ved lyden af en dør, der knirker, og følelsen af at have ét enkelt skud tilbage i magasinet. Capcom har de seneste år haft en nærmest overnaturlig evne til at modernisere Resident Evil, uden at miste seriens sjæl. Men med det kommende Resident Evil Requiem føles det som om, de forbereder noget helt ekstraordinært.

Spillet lander allerede efter planen den 27. februar 2026 og timingen kunne ikke være bedre. Det markerer nemlig samtidig seriens 30-års jubilæum, og alt tyder på, at Capcom fejrer det med manér.

Tilbage til rødderne (og Raccoon City)

Det, der gør mig lidt ekstra spændt og nervøs (af både spænding og skræk), er nyheden om, at vi skal tilbage til det sted, hvor det hele for alvor tog fart: Raccoon City. Denne gang indtager vi rollen som Tracy, en ung og lovende FBI-agent, der bliver kastet direkte ind i det psykologiske mareridt.

Capcom lover en mørkere oplevelse med fokus på isolation og den konstante usikkerhed, der gjorde de oprindelige spil så effektive. Det handler ikke bare om at skyde zombier; det handler om at overleve med de få ressourcer, man har.

Valget er dit: Første- eller tredjeperson?

En af de fedeste detaljer ved Requiem er, at vi får valget mellem at spille i første- eller tredjeperson. En god feature, der både favner de fans, der elskede de klaustrofobiske rødder, og dem, der er kommet til via de seneste års store succeser. Det giver os muligheden for at opleve rædslen præcis, som vi foretrækker det.

Stadig kongen af horror

Efter 30 år er det imponerende, at en serie stadig kan føles så relevant. Resident Evil Requiem ligner ikke bare en jubilæumsfejring, men en cementering af, at Capcom stadig sidder tungt på tronen som kongen af horror-genren.

Spørgsmålet er bare: Tør vi overhovedet vende tilbage til Raccoon City én gang til? 🙂

Ovenstående af tre af årets absolut største udgivelser, jeg håber at de lever op til forventningerne, og så ser jeg frem til alle de spil, der kommer og overrasker os alle.

Har du brug for en moderator, foredragsholder, konsulent eller gaming ekspert? Kontakt mig her.

Andre har også læst